Thomas et Charlotte Carsin

I dag er en stor dag i højsæsonen for forsalg.

Vi skal snart drikke vin i den spændende årgang 2016 fra en af mine personlige favoritter i Loire. Jeg har ikke selv haft fornøjelsen af at smage den nye årgang, men det hele peger i den rigtige retning, så mine forventninger er høje.

Først den korte version.

Fra i dag kan du deltage i forsalget på den næste palle vin fra Clos de l’Élu.

Det betyder, at du sparer 20% på alle de flasker, du bestiller nu.

Du kan bestille følgende vine:
Indigène 2016
Bastingage 2016

Vinene forventes i København omkring 1. marts.


Lad os dykke ned.

Thomas Carsin fangede min opmærksomhed. Midt mellem alt det skæve, sjove og utæmmede Loire-juicy på Raw Wine Fair 2015, udstrålede Thomas en sjælden seriøsitet og selvsikkerhed. Under smagningen spurgte han forsigtigt, men bestemt, ind til min viden om hjemegnen Anjou og dens druesorter.

Den lille quiz overraskede mig, men her tre år senere ved jeg, hvad det gik ud på. Thomas ville sikre sig, at jeg ikke betragtede hans vine på lige fod med nabobordenes mere, lad os sige… ‘løsslupne’… vine.

Spørg Thomas, hvad meningen med at producere vin er, og jeg vil forvente et svar i retning af dette:

Vin et gourmetprodukt. Vin må gerne overraske og underholde, men vin fortjener også at blive produceret med den størst mulige ekspertise. En vin, der ikke er i balance eller fremstår decideret uren, er ikke en god vin. Når du drikker en vin, skal den give dig en fornemmelse af det sted, hvorfra frugten er vokset. Det er forhåbentlig et godt sted, men uanset hvad, bør det geografiske udtryk ikke være noget, der gemmer sig bag fejl, der kunne være undgået. En vinbonde bør altid stræbe efter det reneste udtryk af sit terroir, og det mål opnår han hverken ved at fjerne eller tilsætte vinen noget. Han opnår det gennem en nedarvet erfaring med jorden og frugten. Og gerne med en dyb forståelse for de biologiske og kemiske processer, der i sidste ende skaber vinen.

Jeg lægger i dén grad ordene i vinbondens mund, men pointen skulle være til at forstå…

Vi har at gøre med en ualmindelig ambitiøs og grundig mand.


Bastingage 2016

Chenin på skifer.

Da jeg smagte Bastingage 2014 første gang, var jeg øjeblikkeligt forelsket. Selv om jeg kendte til chenin, var det her en speciel og overraskende behagelig oplevelse. Efterhånden som min erfaring med vinen med større, fandt fascinationen nye højder. Jeg havde aldrig før oplevet en hvidvin, der gik så dybt, og samtidig strøg mig så meget med hårene.

2014 var blændende, er det stadig og vil være det i adskillige år frem. Frugten er tæt, eksotisk og ren. Der er en solid tyngde i vinen, men en perfekt afstemt syre holder på de brede former, mens den intensiverer i dybden. Og så bringer den her skiferholdige jordbund efter sigende en ganske udtalt mineralitet med sig. Bastingage bekræfter den idé med en delikat lethed, der minder mig om den, man finder i sake, og på forunderlig vis lever i fin harmoni med den kraftfulde aromatiske profil, der byder på frugt henad lime og passionsfrugt.

2015 var anderledes. En varm vækstsæson havde sat sit præg på vinen, og dele af den dybe intense frugt var erstattet med en mere bagt frugt, kokos og flødekaramel. Det gav en ekstra dimension, og det gjorde den måske endnu mere tilgængelig for et bredere publikum. Det tog også toppen af vinens friskhed og det nye tyngdepunkt gjorde det sværere at skære hjørnerne i ræset mod harmonisk perfektion. Men stadig en fremragende vin – bevares!

Thomas siger om Bastingage 2016:

Bastingage 2016 is close to 2014 but with a bit more elegance and salty feeling in the mouth.

Well… say no more.

Bestil Bastingage 2016 i forsalg


Indigène 2016

Saftig gamay, feminin cabernet franc og spicy grolleau.

Mødet mellem en let vildskab, en harmonisk sammensat aromaprofil og en behagelig mundfornemmelse giver anledning til en lystbetonet omgang med vinen. Indigène er lavet til at blive nydt mandag til søndag – morgen, middag og aften.

Thomas er ikke ufejlbarlig, og 2013’eren bar således en anelse mere præg af vildgæringen og det helt lave svovlindhold end den eksemplariske 2014’er. Jeg foretrak hverken den ene eller den anden. Meldingen om 2016’eren lyder på en let tilgængelig vin med en fin lys frugt uden de landlige elementer fra tre år tidligere.

Indigène er måske nok det sikre valg, men det er levende, let og bestemt ikke uden kompleksitet.

Bestil Indigène 2016 i forsalg


  • Vinene er lige nu ved at blive pakket, og sendes afsted i løbet af februar.
  • Købere får besked, når vinene er landet.
  • Bestiller du, mens forsalget er aktivt, får du 20% i rabat.

Tak for din tid.

Joachim