Garbolund vinkursus

Lav din egen danske naturvin

Er du nysgerrig efter at lære, hvordan man passer en vinmark, eller hvordan man laver vin?

Deltag i et 18-måneders vinkursus på Garbolund.


Dette er en besked fra Jette, Rigmor og Bertel fra Garbolund. Det omtalte kursus foregår ikke i Vinhacker-regi, men da jeg selv deltog i sidste års kursus, kan jeg på det kraftigste anbefale den kommende vinbønde og andre nysgerrige sjæle at overveje at deltage. Det er ikke alene utroligt lærerigt, men også super hyggeligt, at tilbringe sin tid med en flok fantastiske mennesker i marken, vineriet og ved frokostbordet

God læselyst!

Joachim


Garbolund i Annisse

Garbolund er en 15 år gammel vingård i Annisse tæt på Arresø, 40 minutter i bil fra Rådhuspladsen. Jette Haugaard har ejet gården siden 1995. I 2018 trådte Rigmor og Bertel Baagøe ind som medejere af Garbolund. Marken, der ligger på sydsiden af en lille bakke udenfor byen, har været økologisk drevet siden begyndelsen. Fra sensommeren 2019 kunne Garbolund også fremvise en certificering af den økologiske drift. I 2014 besluttede man på gården at lade de naturlige principper fortsætte i vineriet. Der vinificeres således uden kemisk eller mekanisk manipulation af frugten. Garbolund laver med andre ord dansk naturvin. På Garbolund gøres kontinuerligt indsatser for at kombinere et effektiv landbrug med at skabe vilkår for en rigere natur.

Marken er tilplantet med 3.600 vinstokke primært med de blå sorter rondo og regent, men der er også fundet plads til lidt leon-millot (blå), orion (grøn) og zalas perle (grøn). Gennem de sidste par år har vi tilplantet med de grønne sorter muscaris og solaris, samt et ”forsøg” med scheurebe. I 2019 fordobledes markens størrelse med tilplantning til i alt at rumme 7500 stokke, udvidet med sorterne johanitter, ortega, blauer frühburgunder samt andre mindre eksperimenter. Hovedparten af druerne anvendes i flere forskellige rosé- og orangevine, men afhængig af årgangen finder også rødvine, hvidvine og pét-nat’er vej til vores sortiment.

Det unikke danske klima og vinsorternes udvikling kan tilskrives æren for en helt særlig smagsprofil, hvor frugtens imødekommende fremtoning og en helt speciel syresammensætning får dansk vin til at smage decideret ‘dansk’. Dansk vin har opnået en fin balance mellem syre og sødme. Mens man sydpå er begyndt at få udfordringer med for søde vine og for hurtig modning af druerne, er de nordiske vine vundet frem netop pga. af særlige vilkår for dyrkning af vin hvad angår klima, druesorter og en efterhånden større viden omkring vinificering på de danske vingårde.

På Garbolund har vi nydt godt af den stigende interesse for dansk vin og naturvin, hvor der er et øget fokus på bæredygtig landbrugsdrift og lokale fødevarer. Der tegner sig en uhyre spændende fremtid på vinområdet, ikke alene for Garbolund – men for hele Danmark som vinnation.


Garbolund høstspand

Fra drue til flaske

Det tager 18 måneder at lave en flaske vin. Det kræver faktisk temmelig eksakt viden og kompetencer, både om beskæring og vinificering, for at alt skal lykkes, når man laver vin fra A til B. En del kan gå galt i løbet af de 18 måneder, og det er også noget af det, der gør det sjovt og spændende at dyrke og lave vin. Man må gøre sig umage. Men undervejs lærer man en masse, og man er tæt på naturens processer, vind og vejr. Og en kæmpe stor glæde er det at lære og være i disse processer og få indblik i vinens verden. Både i marken og i vineriet er der året i gennem arbejde, som alt sammen er forberedelser hen imod det ganske særlige: At man til sidst står med resultatet af alle anstrengelserne og omhuen i hænderne: Vinen!

– Vi har valgt at dele vores kursus op i 2 moduler; Mark & Vineri.

Du kan frit vælge begge moduler eller blot det ene.

Forløbet er planlagt over følgende arbejdsdage hos Garbolund:

Modul 2 – ”Vineriet”

  1. Søndag d. 4.10.2020 kl. 9.30-15:
    Introduktion til Garbolund og gennemgang af kursusdage. Høst af solaris, igangsætning af druerne til maceration carbonique. Inkl. frokost.
  1. Søndag d. 11.10.2020, kl. 9.30-13:
    Solaris presses og sættes på tank. Inkl. frokost.
  1. Forår 2021, kl. 9.30-?:
    Omstikning af tanke. Inkl. frokost.
  1. Forår 2021, kl. 9.30-?:
    Tapning på flaske og afslutning.

Modul 1 – ”Marken”

  1. Februar 2021 kl. 9.30-13:
    Introduktion til Garbolund, og gennemgang af kursusdage. Vinterbeskæring. Inkl. frokost.
  1. Marts 2021, kl. 9.30-13:
    Vinterbeskæring og udlægning af espalier. Inkl. frokost.
  1. Juni 2021, kl. 9.30-?:
    Introduktion til sommerarbejdet i marken og første opbinding. Inkl. frokost.
  1. Juli 2021, kl. 9.30-?:
    Anden opbinding og sommerbeskæring. Afslutning. Inkl. frokost.

Formalia & forventninger

  • Månedsintervallerne er vejledende og afhænger af naturens gang, særligt i vækstsæsonen. De præcise datoer bliver kommunikeret ud så tidligt som muligt.
  • Du får naturligvis mest ud af at deltage i alle 4 besøg, pr. modul. Men opstår der problemer ifm. ferie eller sygdom, behøver du altså ikke at medbringe kontaktbogen næste gang. Tilmelding til selve kurset og betaling er dog bindende.
  • Der er desuden mulighed for yderligere deltagelse på gården, f.eks. i beskæring eller vinificering, hvis du synes, du vil have nogle af processerne mere ”i hænderne”.
  • Der serveres på alle kursusdage en let frokostanretning med et glas vin til samt en danskvand som nydes i marken eller på gården. På længere kursusdage er der kaffepause – med en bid kage til.
  • Forløbet inkluderer 3 flasker vin fra den årgang, du har været med til at producere.
  • Der er plads til maks. 8 deltagere pr. modul.

Prisen er kr. 2.750,- pr. modul, som betales på én gang inden opstart.

Alle kursusdage foregår på:
Garbolund
Helsingevej 7, Annisse
3200 Helsinge



Sæsonen hos Garbolund

Vinproduktion består af to hovedopgaver:

  • Modul 1 – arbejdet i marken
  • Modul 2 – arbejdet i vineriet

Vi følger kalenderåret og arbejder således skiftevis i mark og vineri, som årstiderne skifter. Hvis du deltager i begge moduler, vil de selvfølgelig flette sig ind i hinanden.

MODUL 1 – MARKEN

1. kvartal
Al god vin begynder i marken. Efter nytår skal sidste års grenmateriale skæres bort og de grene, der skal bære frugten i den kommende sæson, skal klargøres og beskæres korrekt, for at de kan bære frugt de kommende sæsoner. Der skal beskæres en del, og der skal lægges ud i espaliet. Det er en vigtig proces, da udlægningen har stor betydning for, hvordan espaliet vokser i den kommende sæson.

2. kvartal
Vi begynder så småt at binde de nye skud op i espaliet. Skuddene skal separeres fra hinanden, så de vokser lige op. Eventuelle nye stokke skal luges for ukrudt.

3. kvartal
Nu tager det for alvor fart i espaliet. De nye skud vokser hurtigt, og det gælder om at følge med. Der skal løbende bindes op, mens sideskud og uønskede drueklaser fjernes. Der skal evt. beskæres løbende. Bladene skal opnå mest mulig fotosyntese, så frugten modner bedst muligt. Der skal derudover fjernes lidt blade i ’druezonen’, så druerne bliver eksponeret for en masse luft og lys. Der luges løbende under nyplantede stokke.

I vineriet klargøres der til høst. Der tages løbende laboratoriemålinger bl.a. sukker- og syremålinger af druerne for at følge modningen og fange eventuelle fejl.

MODUL 2 -VINERIET

4. kvartal
Dette kvartal starter med et brag! Efteråret er der pludselig for fuld skrue, og snart er høsten i gang. Frugten af vinteren, forårets og sommerens arbejde skal høstes, presses og sættes i gæring. Der er derfor travlhed i marken med høst, men også snart i vineriet hvor tanke og pressemaskiner klargøres. Forgæring opstartes.

Der høstes løbende, og når al frugt er i hus, starter arbejdet for alvor med selve vinen. Først og fremmest; hvad kan vi lave ud af materialet fra marken? Hvor god var høsten? Vi følger vinens udvikling tæt i denne periode. Efter første gæring stikkes vinen om på nye tanke.

5. kvartal
Produktionen i vineriet tilses jævnligt, og der stikkes eventuelt om endnu engang. Der gøres klar til at flaske vinen; prøver sendes jævnligt til analyser, etiketter fremstilles, flasker bestilles (sidstnævnte er ikke en del af kurset).

6. kvartal
En dag i maj eller juni skal vinen endelig på flasker. Dette er typisk hvidvin (orangevin), rosévin og let rødvin som har stået på ståltanke vinteren over og været igennem flere omstikninger til nye tanke for at sortere bundfaldet fra. Vinen har stabiliseret sig, og tydelige karakteristika for hver vin begynder for alvor at tegne sig. Sammen nyder vi slutproduktet. Endelig står du med din egen vin i hånden!

Du får tre flasker med hjem af den vin, du selv har været med til at lave.



Er du klar til at springe ud som vinbonde?

… eller har du spørgsmål?

Så skriv til Bertel Baagøe på: bertel@garbolund.dk