Vinhacker søger selvstændig engrossælger

Vinhacker søger en selvstændig engrossælger

Hej!

Jeg leder efter den person, der kan åbne og vækste et helt nyt forretningsområde hos Vinhacker: Vinbarer & restauranter

Situationen

Vinhacker har hidtil været mit soloprojekt. Efter 3½ års hygge er mulighederne dog blevet for mange og hænderne for få. Jeg har derfor brug for en handlekraftig makker ved min side, som besidder den lyst og udholdenhed, det kræver at servicere dette lands pragtfulde gastronomiske scene.

Vinene fra mine 15 små dygtige vinbønder har siden 2014 stået deres prøve blandt en lille, men fantastisk engageret og loyal, gruppe private kunder. Mennesker som ved, hvad de vil have, og dem du møder på de gode autentiske spisesteder. Jeg er derfor overbevist om, at landets bedste vinbarer og restauranter vil nyde godt af mødet med mine 40-50 omhyggeligt udvalgte økologiske, biodynamiske og naturlige vine.

Lige nu kan du finde vine fra Vinhacker på syv dejlige restauranter i København. Alle med fokus på lokale, økologiske råvarer i sæson, alle med naturlige vine på kortet og alle spisesteder, jeg selv nyder at besøge (eller sigter efter at besøge i nær fremtid).

Målet

Vinene er der, og behovet er der. Men ressourcerne og – må jeg indrømme – evnerne halter en smule. Vi skal have åbnet en helvedes masse døre, og vi skal have smidt de her vine under næsen på de rigtige mennesker. Vi kommer til at møde mange forskellige køkkener, budgetter, holdninger, myter og mennesketyper. Vores opgave er at møde stederne som deres nysgerrige og målbevidste partnere. Vi skal have de rette vine på de rigtige vinkort og menuer, så vi i fællesskab kan overgå gæsternes forventninger.

Vinhacker er vinimportøren der handler langsigtet, opfører sig anstændigt og aldrig lader egoet stå i vejen for at hjælpe. Vores mål er ikke at have de fleste vine eller at samarbejde med de største rockstjerner. Og vi bliver aldrig nr. 1 i kategorien ‘naturvin’. Vores mål er at hjælpe flest mulige mennesker med at forstå og værdsætte mødet mellem de rigtige råvarer, store gastronomiske færdigheder og godt vinøst håndværk. Vi leverer sidstnævnte, og gør vi det godt, bliver det helt naturligt en god forretning for både dig, mig og vores partnere.

Planen

Du og jeg sætter sammen kursen mod en eksplosiv vækst i vinsalget til barer og restauranter. Vi arbejder tæt sammen, og vi gør tingene på vores måde, uanset hvordan man nu plejer at gøre tingene i denne her branche. Vi er målrettede og opfindsomme, og vi sørger for at sætte vores positive aftryk på verden hver dag.

Du bliver Vinhackers første skanse udadtil i den afdeling, der handler om engrossalg. Din opgave er kort og godt at sælge en masse vin. Derfor er det vigtigt, at du kan lide at tage kontakt til nye og eksisterende kunder hver dag. Du forstår balancen mellem vedholdenhed, god service og spam, og du holder bare altid en god stil.

Vi lægger ud med en provisionslønnet freelanceaftale, hvor du får seks uger til at sælge så meget vin, som du er i stand til. Hvor mange timer du går på arbejde, er jeg i princippet ligeglad med. Men jeg forventer, at der bliver flyttet nogle gode mængder vin, og det ville overraske mig, hvis det kræver mindre end 20-25 timer ugentligt. Jeg skal nok både ruste dig grundigt til opgaven og selv tage aktiv del i arbejdet, og for at kompensere dig for usikkerheden om din indtjening, lader jeg dig beholde hele bruttofortjenesten på dit salg i denne periode. Vi evaluerer efter prøveperiodens udløb og laver (hvis alt går vel) en ny plan. Fremtiden byder forhåbentlig på en masse vine, rejser, gode mennesker – og en ganske fornuftig forretning.

Handling!

Send mig en mail på joachim@vinhacker.dk

Fortæl mig hvem du er, hvorfor dette opslag var interessant at læse, og hvad du mener, vi kan tilbyde hinanden.

Jeg glæder mig til at møde dig!

Joachim