Schnabel og dagsformen

Blaufränkisch i storform

Her er en update til jer, der enten har Schnabel-vine liggende derhjemme eller overvejer at prøve dem.

– – –

Det er ingen hemmelighed, at jeg er fascineret af vinene fra Karl Schnabel.

Det er uregerlige vine, der strutter af liv og saftig charme. For mig er det indbegrebet af den klasse, nogle af de her fuldstændig umanipulerede vine kan opnå. Normalt går jeg ikke så frygtelig meget op i, om der er tilsat ingen eller en smule svovl, men jeg må indrømme, at det kun er blandt de helt usvovlede, jeg fra tid til anden oplever det her vidunderlige energiniveau.

Den tydelige oplevelse af et decideret aktivt liv i flaskerne er både på godt og ondt. Sausal 2016, som fra ankomsten i foråret strøg mig med hårene og levede helt op til den fremragende årgang 2015, synes nu at være inde i en ny fase. Den er simpelthen døset lidt hen, og selvom den stadig har masser at byde på, har den de sidste måneder bare ikke ramt den balance, der fik mig til at hoppe og danse af glæde som tidligere. Jeg er overbevist om, at Sausal rejser sig mere charmerende og mere magisk end nogensinde før, men lige nu har den måske godt af lidt tid udenfor rampelyset.

I weekenden åbnede jeg så en Blaufränkisch 2014, som jeg ikke havde smagt i noget tid.

Damn! Hvis Sausal er en syvsover, så er Blaufränkisch’en til gengæld en morgenfrisk type. Den hvidpebrede frugt buldrer frem af glasset, og i munden er den en sæk lopper, der er ved at eksplodere i et udbrud af positiv energi. Vinens tyngde er umulig at bestemme, fordi den bare drøner rundt og kysser hver en afkrog, den kommer i kontakt med. Og hvis nogen vin skal overbevise mig om, at tømmermænd aldrig rigtig bliver et problem, så er det sgu denne her. Det føles bare sundt!

Længe leve vin med liv i…

Skål!