Job - Vinhacker søger et geni

Ja. Et geni.

Altså én der er i stand til at løse problemer på en måde, problemerne ikke er blevet løst på før.

Du skal også pakke vin i kasser og trille rundt med en palleløfter. Dit geniale arbejde vinder måske ikke Nobelprisen, men til gengæld får du rig mulighed for at skabe dig et meningsfyldt arbejde i en lille virksomhed, som ikke er bange for at eksperimentere sig frem til løsningerne på vinverdenens mest interessante problemer.

Hvad det hele skal blive til, er i høj grad op til dig og dine kreative evner.

Men vi starter i den praktiske afdeling.

Opgaverne (til at starte med)

Vinhacker er en lille virksomhed, og det skal den helst forblive. Sagen er dog den, at de praktisk opgaver er begyndt at hobe sig op. Det sætter en stopper for de kreative udfoldelser og dermed muligheden for at udvikle forretningen. Derfor er der brug for dig, og derfor starter dit arbejde på lageret og ved tasterne.

  • Lager & logistik
    Du skal modtage nye vine, håndtere og pakke ordrer, koordinere levering og holde lageret pænt.
  • Kundeservice
    Vi vil arbejde mod at gøre dig til den første man møder, når man kontakter Vinhacker. Hver dag styrker vi dit overblik og din evne til at løse interessante problemer.
  • Markedsføring
    Sammen sørger vi for, at vores aktiviteter har en positiv effekt på omverdenen. Du viser verden, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det.
  • Ad hoc
    Der opstår konstant nye småopgaver, som du kan involvere dig i efter behov. Det drejer sig primært om afvikling af små og store events, og så selvfølgelig vinture rundt omkring i vores europæiske baghave.

Alle opgaverne kræver, at du har et indgående kendskab til Vinhackers vine og producenter. Din arbejde består derfor også i at snakke med søde vinbønder og smage deres gode vin. Øv, hva?

Mulighederne

Der er i princippet ingen grænser for, hvad jobbet kan blive til. Det hele afhænger af dine evner og interesser, og om hvorvidt det, du kan bidrage med, skubber forretningen i den rigtige retning.

Måske kan du kode eller designe. Eller hvad med foto, audio og video? Er du en god skriftlig formidler, er det heller ikke helt dårligt. Måske endda på flere sprog? Det kan selvfølgelig også bare være, at du er en verdensklasse smager. Eller kan noget med mad og vin. Og så er der jo altid brug nogen, der kan sælge (uden at sælge ud).

Vi er ikke på en fuldtidsstilling endnu, men jeg ville elske, hvis det kunne ændre sig i en fart.

Vis mig, hvad du vil!

Vilkårene

  • Vi starter med en lønnet prøveperiode på 2-3 uger.
  • Under prøveperioden er det bedst, hvis du kan fakturere os for din løn.
  • Arbejdstiden vil variere fra uge til uge, men regn med ca. 10 timer/uge til at starte med.
  • Lønnen er 150 kr. i timen.

Ansøgningen

Send din ansøgning til joachim@vinhacker.dk

  • Fortæl mig om dit forhold til vin, og hvorfor du har lyst til at arbejde med mig i min lille utopiske verden.
  • Fortæl mig, hvad du drømmer om.
  • Vis mig noget, du har lavet, som du er stolt over (ingen CV’er, tak)
  • Vis mig mindst én reference fra en person, du har arbejdet sammen med.

Jeg glæder mig til at møde dig!

Joachim